Côtes du Rhone Village fra Cuvée du Vatican blev hædret i lørdags.
I sidste weekend løb den 12. udgave af Rhône-vinfestivalen af stablen. Den blev afholdt blandt vinmarkerne i Dansk Vincenter ved Avedøre, hvor mere end 900 vinentusiaster smagte sig igennem ca. 350 forskellige vine fra Rhône-området i Frankrig.
Vi var med blandt udstillerne og havde taget vores ”hjertebørn” fra vinhuset Cuvée du Vatican med. Vi var meget spændte på hvordan de besøgende ville tage imod vinene, men vi blev bestemt ikke skuffede. Publikummet var begejstrede og da de sidst på dagen skulle stemme på deres vinfavoritter, gik de fleste af stemmerne til vores Cotes du Rhône Village, der blev kåret som årets BEDSTE KØB.
Cuvée du Vatican Vinhuset blev fundet på en vintur til Rhône i 2009, hvor vi på forhånd havde udvalgt 14 vinhuse med potentiale, som alle skulle besøges. Cuvée du Vatican blev turens vinder og vi har siden importeret mange paller derfra – det er blevet en uundværlig del af vores faste sortiment.
Cuvée du Vatican er en forholdsvis lille vingård i Chateauneuf-du-Pape, men den er altid med helt i top ved diverse smagninger, og får 93-94 point for deres bedste vin, Reserve Sixtine, i Wine-Spectator og af Robert Parker.
Cuvée du Vatican ejes af Jean-Marc Diffonty, der er 4. generation på vingården. En meget entusiastisk ung mand, der hele tiden arbejder på at skabe endnu bedre vin, samtidig med at der bliver holdt på traditionerne. Han har udført et fantastisk arbejde på vingården i mere end et årti og har helt klart løftet kvaliteten af vinene til et nyt niveau, som langt overgår hans fars arbejde i 1960’erne og 70’erne.
Vingården råder over 22,4 hektar vinmarker i Châteauneuf-du-Pape og har vinstokke som kan dateres helt tilbage til 1905.
Vi fører tre vine fra huset: Cuvée du Vatican, Côtes du Rhone Village 2012, Cuvée du Vatican, Chateauneuf-du-Pape 2012 og Château Sixtine, Chateauneuf-du-Pape 2012.