Bag “The Mallows” står Emma Bülow, som er datter af glaspuster Pernille Bülow, der startede det kreative miljø med kunsthåndværk og café på Glastorvet i Svaneke på Bornholm. Og så er hun lillesøster til “Lakridskongen” Johan Bülow. Når man vokser op i en familie, der skaber og tænker stort, er det naturligt selv at kaste sig ud i et projekt.
Emma Bülow leger med at forfine et klassisk stykke slik, missionen er at give et udsøgt bud på en marshmallow som økologisk gourmetslik. Efter at have arbejdet i tre år på Bülow
Lakrids, begyndte Emma Bülow at eksperimentere i hans værksted. Målet var at ramme en sej og saftig marshmallow.
Siden 2017 har hun haft sin egen virksomhed og mærket “The Mallows”. Hun har udviklet en serie marshmallows de luxe, hvor en af dem naturligvis er med lakrids.
Økologisk kvalitetsslik
“Vi har arbejdet på at udvikle en ny slags marshmallow, som ikke er den der søde pude af luft, men mere er en blanding af marshmallow og fransk nougat. Der skal være bid i. Den skal kunne spises med bedre samvittighed uden at være fyldt med E-numre, og så laver vi den af økologiske råvarer. Man spiser ikke ligeså mange, fordi der er mere tyngde i, og det smager af meget,” fortæller Emma Bülow, der med sine 26 år allerede har opnået at have etableret en fabrik med 3-4 fastansatte og to butikker: en i Tivoli og Magasin der også forhandler de fine bøtter med marshmallows i delikatesse-, blomster- og vinbutikker i hele landet, og markederne i Tyskland, England og Norge er begyndt at åbne sig for The Mallows.
Sammen med sin bedste veninde
Emma Bülow har startet sin egen fabrik i en nedlagt kantine, hvor der er fliser og alt det nødvendige for at holde hygiejne og temperatur til opbevaring, tørring og lager. Hun siger hele tiden “vi” om firmaet, og det er fordi, hun arbejder tæt sammen med sin to år ældre veninde Sofie Ingemansen på marshmalloweventyret. “Jeg ville gerne have Sofie med på rejsen med denne her skøre idé. Hendes forældre er fra Bornholm, og Sofie boede hos os i tre år. Hun startede som en slags au pair for mine to yngre brødre, og så blev hun nærmest en søster.
Så har vi hængt sammen siden. Vi stod ved køkkenbordet i Johans testkøkken. Vi arbejdede længe på konsistensen. Derude på fabrikken havde vi et stort testpanel, som vi delte smagsprøver ud til. Da vi var tilfredse med selve marshmallowen, så føjede vi smagen til. Jeg sagde til Sofie, at jeg ville have hende med på en produktion. Det bliver ikke en specielt god løn til at starte med, sagde jeg, og så gav vi det tre måneder, og hun er her endnu. Det er jeg glad for. Hun holder styr på tingene. Jeg er den kreative, så jeg har godt af at blive holdt i ørerne,” griner Emma Bülow.