Piemonte – Meget mere end Barolo…
Piemonte er først og fremmest kendt som Baroloens vugge, men det ville være livsfornægtende at snyde sig selv for provinsens andre spændende vine, som laves på Barbera, Dolcetto, Brachetto og Moscato.
Brachetto – druernes svar på jordbærret
Brachetto er en blå drue, som fortrinsvis dyrkes i Norditalien. Brachetto-druen frembringer friske vine med en markant frugtsødme, som uværgeligt giver mindelser om sødmefulde jordbær.
Carlo, Silvia og Borgo Maragliano
Carlo og Silvia Galliano er drivkræfterne bag Borgo Maragliano. Parret har specialiseret sig i at fremstille Muscat-vine fra marker omkring byen Asti, og deres vine rangerer blandt Italiens bedste dessertvine. Ejendommens vine har ofte scoret topkarakter i Italiens vinbibel, Gambero Rosso. Vartegnet for Galliano-parrets vine er den aromatiske kompleksitet og den knivskarpe balance. En stor kærlighed til Brachetto druen fik i 2011 Carlo og Silvia til at købe en ejendom med perfekte jorde til netop denne drue.
Piemonte Brachetto fra Borgo Maragliano
Ejendommen ligger i Allesandria provinsen på en stejl skråning (22 %) med jorde af kalksten, ler med et strejf af limsten. Klimaet i løbet af sommeren er meget varmt, men med store temperaturfald om natten takket være kølige briser fra Erro dalen. Carlo og Silvia holder hektarudbytterne så lave som 38 hl. pr. hektar. Druerne koldmaceres i 5 til 6 timer, og presses herefter blidt, hvorefter gæringen finder sted i en lukket tank, der ikke tillader kulsyren at forsvinde. Vinen bliver herved blidt perlende. Borgo Maraglianos Brachetto er en genial ledsager til kager eller frugtdesserter. Vinens perlende, læskende natur gør den også oplagt til at nyde som et glas i “utide”. Servér vinen velafkølet, gerne i hvidvins- eller champagneglas.