Oprindelsen for denne drue var længe omgivet af mystik. Det var først i 1990’erne, at man med moderne DNA-undersøgelser kunne fastslå, hvor druen havde sin ophav. Zinfandel kan dateres helt tilbage til den tidlige middelalder på Dalmatinerkysten i Kroatien. Her kendtes druen under det knap så mundrette navn Crljenak Kaštelanski, der betyder ‘den røde drue fra Kastela’. Siden rejste druen over Adriaterhavet til Puglia i Italien omkring 1700-tallet og sidenhen over Atlanterhavet til USA.

Zinfandel har været kendt i USA siden starten af 1800-tallet, hvor druen formentlig fandt vej fra den kejserlige planteskole i Wien til den amerikanske østkyst. Det var dog Guldfeberen i 1849, der skulle bringe druen vestpå. Mange af guldgraverne gik over til landbrug og var afhængige af at få planteforsyninger fra Østkysten. I 1852 blev Zinfandel-druen bragt til Vestkysten, hvor den slog sig ned i solskinsstaten Californien. Her kender vi den i dag kender for de mørke, koncentrerede rødvine fyldt med solmoden smag, kraft og sødme.

Hver sit hjem, hver sin opvækst

Den stædige amerikaner vil måske holde fast på, at der er tale om to helt forskellige druer, selvom italienerne i dag må skrive ’Zinfandel’ på deres Primitivo-vine. Holdt mod hinanden er der da også forskel på druernes farve og størrelse. Selvom druerne genetisk set stammer fra den samme kroatiske druesort, så er de forhold, druerne vokser under meget forskellige. Jordbund, klima, antallet af solskinstimer er alle sammen faktorer, der spiller ind i, hvordan den færdige vin tager sig ud. Selvom, der er store ligheder mellem californisk Zinfandel og italiensk Primitivo, så har de også hvert deres særpræg. Det ville da også være besynderligt, hvis druerne ikke havde ændret sig, de sidste par hundrede år.